Tag-arkiv: misforståelse

Tør du sige noget i sprogundervisningen

“Du skal bare kaste dig ud i det, og ikke være bange for at sige noget, når du lærer et andet sprog”, hører jeg rigtig ofte. Og i dag læste jeg det samme i et opslag fra Studieskolen.

Man skal have fundamentet på plads. Uden et fundament, kan man ikke begynde at bygge. At sige noget, kræver at man kan huske det, man skal sige. Det er en meget stor misfoståelse, at det er frygt der er årsagen til at man ikke siger noget. Og jeg bliver så irriteret hver gang jeg selv får stukket den udtalelse i hovedet. Jeg er ikke BANGE for at sige noget, men jeg kan simpelthen ikke finde ordene. Og det er ikke frygt, men manglende fundament og erfaring.

Så stop nu med at kalde det en frygt og at være bange for at sige noget. Det er ikke frygt, der er grunden.

Skrankepaver

Skrankepaver er den type, der, efter en anmeldelse, lukker sagen med: “Jeg kunne ikke selv se problemet, altså er der ikke noget problem”. Og ofte er de slet ikke til at argumentere med.

Eksempel:

  • Anmeldelse: “Der sker mange færdselsuheld i dét vejkryds”.
  • Skrankepave: “Nu har jeg selv kørt turen gennem krydset, og der skete ikke noget!”. Sag lukket.

Efter grundigt at have dokumenteret hvorfor XYZ er et problem, er det så nemt for skrankepaver bare at afvise med et pennestrøg.

Facebooks blokeringer af uskyldige indlæg

Tænk, at et sjovt lille indlæg, får Facebook til at blokere for brug af dele af Facebook.

Min kollega sendte mig et sjovt lille indlæg, hvor eneste indhold var en tidligere tysk kontroversiel leder fra 1940’erne, der aggressivt slog i bordet og sagde “Nej! Nej! Nej!”, og det synes jeg bare var sjovt at bruge, i en anden sammenhæng om, at folk somme tider har svært ved at tage et nej for et nej, for der lå jo ikke andet i det, end at han sagde Nej.

Man kan få genoptaget vurderingen af indlægget, men der er ingen mulighed for at argumentere mod blokeringen.

Nå, jeg overlever sgu nok, at jeg ikke kan annoncere på Facebook 🤔🙄😀

Føler du dig truffet?

Føler du sommetider, at jeg skriver om dig? Så er dette til dig. Ja til alle 20-30 “dig”, der føler sig truffet af at jeg skriver lige netop om DIG.

Hvis du taget dét personligt, er det fordi du OGSÅ kan knyttes til dét, jeg skriver, ikke fordi det er DIG, jeg skriver om. Hvis du føler dét, er det dig, der er noget galt med. Jeg skriver generelt om dét, jeg i mange sammenhænge oplever, jeg udleverer ikke enkeltpersoner.

Jeg vil ikke cencureres for, hvad jeg må eller ikke må skrive, bare for at undgå at 20-30 personer føler sig personligt ramt. Jeg vil ikke ligge under for cencur, bare fordi nogle har en misforstået følelse af at være udleveret.

Kys mit glas, og hvad er en gosh

Bandeord er ikke velset. Og mange af os forsøger at undgå at bande, særligt i børns påhør.

I USA opfinder man andre ord som man bruger i stedet for de bandeord man ellers ville sige. “Shit” (lort) er blevet til “Shute” og “Oh my God” (åh min gud) er blevet til “oh my gosh” (hvad eller hvem er en gosh i øvrig?).

Men amerikanere har det med at gå over gevind. Forleden dag hørte jeg en sang med Joe Nichols der hedder “Brokenheartsville” hvor han sang “You can kiss my glass” (kys mit glas). Det giver jo slet ingen mening og alle, med bare en smule kendskab til engelsk, ved at han ville synge “Kiss my ass” (kys min røv).

Hvad skal det til for at bruge intetsigende sætninger som erstatning for noget man så tydeligt kan genkende. Og ungdommen lærer jo at bruge forkerte ord som slet ikke giver mening. Bare for at undgå at bande.

Så tal dog bare uden bandeordene i stedet for at lave erstatninger for de bandeord man ellers ville sige.

Brokkeri på hovedet

Ofte er brokkeri ikke noget der er relateret til afsenderen, men derimod modtageren.

Det kan ofte være konstruktiv kritik, altså en positiv meningsudveksling om noget der ikke er hensigtsmæssigt, eller blot om beskrivelse af noget, som egentlig slet ikke var negativt ment.

Man siger at det altid er modtageren der definerer kommunikationen. Men hvis man skriver til f.eks. 20 mennesker, vil der som regel altid være forskel på den måde det skrevne forstås på.

Ofte er der en der tager noget ud af en sammenhængen, drejer det rundt så meningen bliver en anden, og bitcher over at afsenderen var negativ og så går bølgerne. Jeg har lagt mærke til at det ofte er kvinder der er gode til at vende ting på hovedet.

Der skal så lidt til at få folk op ad stolen og bitche over noget som slet ikke var ment sådan. Og de skal nok finde et eller andet de kan bitche over.

Chance eller risiko

Rigtig mange mennesker har svært ved at kende forskel på chance og risiko. Det er meget almindeligt at f.eks. en læge, interviewet i tv, taler om “Chancen for at få kræft”. Da kræft er noget man vil undgå, er der tale en risiko for at man kan få det, ikke en chance.

Når der er tale om en chance, er det noget man kan være heldig med, f.eks. chancen for at overleve.

Vi taler jo ikke om en risiko for at overleve, og altså heller ikke om en chance for at få kræft

Kan du?

Sætningen “Kan du?” er et spørgsmål der søger en information. Rent sprogligt betyder sætningen vel i virkeligheden “er du i stand til”, men det er langt fra sådan det bliver opfattet, for ofte bruger vi sætningen med en helt anden mening.

Mange vil formentlig opfatte det som en anmodning eller et “krav” til at gøre et eller andet: “Kan du gå ned med skraldespanden”, og det kan somme tider skabe en del konflikter:

  • “Du kan da nok se at jeg ikke kan gøre det lige nu” (underforstået: “Hvad i alverden tænker du dog på?”).
  • “Jamen, det var jo derfor jeg spurgte for jeg vidste det ikke og ville derfor blot vide om du ville være i stand til det, for ellers ville jeg ikke bede dig om det”

kunne man forestille sig en dialog hvor en stresset person opfattede spørgsmålet som “et krav” og ikke som en “søgning efter information”.

Kommunikation er svær og kan skabe mange konfligter.

Er det modtageren der afgør kommunikationen?

Jeg har ofte hørt forskellige mennesker tale om at det er modtageren af en kommunikation, der afgør betydningen.

Jeg synes ofte at man bliver misforstået, og det er uanset hvor meget man forsøger at undgå det. Der er altid nogle som opfatter det, man siger, negativt eller anderledes end det man mente. Et eksempel på dette er at jeg, på min arbejdsplads, nævnte at vi havde et generelt problem, som vi måtte forholde os til og forsøge at få løst. Det var der nogle stykker der opfattede som kritik og utidig indblanding, mens andre opfattede det som det var ment, menlig blot at vi måtte have problemet løst.

Jeg har også læst om kommunikationsplanlægningsmodeller, der retter sig imod at det er modtageren der definerer kommunikationens betydning.

Hvad er egentlig grunden til denne holdning? Hvis man kommunikerer til 10 mennesker, bare for at tage et tal, så er der 10 forskellige opfattelser af det, man siger. Det må da i bund og grund være afsenderen, der jo ved hvad meningen er, der definerer kommunikationens betydning. At enkelte modtagere så misforstår, gør jo vel ikke at betydningen af det, der blev sagt, ændrer karakter?

Backup af en forsvunden fil

IT-folk får en gang imellem nogle mærkelige henvendelser. I dag modtog jeg en anmodning om at tage backup (sikkerhedskopi) af en forsvunden fil.

Backup er noget man normalt tager for at kunne genskabe data hvis de skulle forsvinde fra maskinen. Hvis filen allerede er forsvundet, kan man ikke tage en backup af den. Men brugeren mente naturligvis at vedkommende gerne ville have genskabt den fra backup 🙂

"Hav en fortsat god dag"

Jeg er flere gange stødt på mennesker der er irriterede over et udtryk, som bruges oftere og oftere, “Hav en fortsat god dag”. Deres argument er “de ved da ikke om jeg har haft en god dag indtil nu”.

Men der er vel ikke tale om, at den fortsat må være god, idet det forudsætter at den har været det tidligere. Er det ikke snarere, at den der siger det, ønsker at ens fortsatte dag, altså resten af dagen, det der er tilbage af den pågældende dag, må være god?

I varmen har man brug for køling

Her i varmen er det godt at have et køleanlæg, og jeg har længe været på udkig efter ét, men de fleste larmer meget og bruger en masse strøm.

Jeg snakkede med min mor i telefonen forleden dag. 500 kroner i Bilka? Kun 1 meter i bredden, og så kan man slet ikke høre det, når det kører på laveste indstilling, sagde hun. Det var da billigt for et køleanlæg, sagde jeg, tænkende at et køleanlæg som er 1 meter i bredden da er et stort anlæg (lidt lige som dem vi har på mit arbejde), og så uden at det larmer. Sådan et må du meget gerne købe til mig, når du alligevel er der (det er hun hver uge).

Og min kære mor havde jo ret. Det var et køleanlæg, altså sådan et aggregat som giver noget køling i varmen. Men en ventilator er nu ikke det jeg forstår ved et køleanlæg 😀

Mit Internet

Et af de ord som mange mennesker bruger, er “mit internet”. Og medierne er i stor udstrækning med til at udbrede denne misforståelse. Det de mener, er naturligvis den forbindelse de har til internettet, altså “Min Internetforbindelse”.

I grunden er det jo kun ét net, lige som f.eks. et fiskenet. Det har også flere forgreninger, og nogle forgreninger går ud til kanten (forbindelsen ind til nettet), men det er stadig kun ét net.

Eller f.eks. sociale net. Her kan man have mange forskellige grupper af sociale netværk, som ikke har noget med hinanden at gøre, men så snart de har dét, er det ét netværk.

Sådan er det også med internettet; der er en masse forgreninger ude i kanten af nettet (forbindelsen mellem brugerens computer og internettet). Derfor er der ikke noget der hedder “Mit Internet”. Internettet er ét net, og det er på en måde “vores alle sammens”. Der er ingen der har Internet der hjemme.

PS: Hvis du nu påtænker at komme med diverse spydige kommentarer, så vær opmærksom på at jeg ikke har skrevet det for at være efter nogen, men at det blot var en oplysning. Så spydigheder vil blive slettet.