I en gruppe på Facebook blev henvist til en artikel i BT. Gudskelov er kvinden ikke blevet delt i flere dele, men jourlistens sprogbrug, og brug af betegnelsen ”Togchauffør” om Lokoføreren, har skabt en del debat, her under de sædvanlige diskussioner om at man er efter folk, der ikke staver- eller skriver korrekt, blot på grund af berøringen med enmet, på samme måde som man bliver beskyldt for at være racist, blot fordi man berører emnet om indvandring, anden etnisk herkomst og hvilke andre betegnelser som skaber en del berøringsangst.

Det er ikke et spørgsmål om at bekræfte hinanden i at det er for dårligt, og ej heller at der er tale om et stort problem, men blot at jeg, indledningsvis, anførte at jeg ikke brød mig om betegnelsen ”togchauffør”, da det hedder en lokomotivfører (lokofører), og at jeg samtidig anførte at jeg godt kan forstå folks mærkværdige sprogbrug, når det er dét, de hører og læser. Sproget er en måde at forstå hinanden, og så hjælper det ikke at man siger skovl når man mener spade, at sige “dyret” som en it-bruger engang sagde til mig da hun mente sin pc … eller var det musen hun mente? ”Gå ikke over sporet, der kommer tog? Her er det skinner så her må jeg godt gå over” 🙂

Her i min sprogblog er jeg ofte blevet skudt i skoen at jeg er ude efter folk, men jeg har den holdning at hvis man ikke får noget at vide, hvordan skulle man så kunne gøre det bedre. Det gælder os alle. Og journalisterne er netop dem der giver os sproglig viden, og derfor skal det være korrekt, dét de formidler.