Hvornår har jeg lovet dét?

Hvis der er gået et stykke tid siden at man f.eks. har fået lov til noget, en eller anden har tilkendegivet noget eller lignende, kan det være at det er gået i glemmebogen hos den der har accepteret det.

Det kan f.eks. være at man har spurgt en eller anden, om vedkommende ville gøre noget for én eller om det var i orden at man gjorde dette og hint. Efter et stykke tid husker man så personen på at vedkommende havde lovet eller accepteret ens forehavende. Men det kan være at vedkommende har glemt at have lovet det eller accepteret det.

Et meget brugt modspørgsmål, når man ikke kan huske at have lovet eller accepteret det, er: “Hvornår har jeg lovet/sagt det?”

Det er lige som underforstået i spørgsmålet at “hvis du ikke kan give mig tidspunktet for hvornår, så er det nok løgn”.

Er det fordi man har fortrudt sin accept, at man stiller spørgsmålet? Man har jo ikke behov for at vide hvornår man har lovet/accepteret det. Kan der være andre grunde til at man, efter lang tid, stiller spørgsmålet “hvornår har jeg lovet det?”?