Tal i billeder – beskriv hvad du mener

De fleste mennesker er ikke vandt til at beskrive ting overfor andre. Folk antager at man kan se hvad den, i den anden ende af telefonen, hentyder til.

For nogle år siden var jeg til team building hvor vi var delt op i to hold. Det ene hold (hold A) skulle gå “ude i marken” med en GPS (ikke en med skærm, men en der kunne sende holdets position*) til det andet hold (hold B)). Hold B havde en skærm så de kunne se hold As position, men ikke ikke hvad der var omkring dem. Hold A skulle så beskrive hvad de så, til hold B, og hold B  skulle fortælle hvor hold A skulle gå hen. Det er hamrende svært for begge parter. For hvad er det hold B mener med “Gå til højre og drej ned ad første vej” for hold B kan ikke se hvilken retning hold A vender og mener hold B nu den første vej eller den sti der kommer først?

Når folk skal beskrive IT, så går det lige så galt. I dag fik jeg en besked på Facebook:

“I min mail står der et filter jeg gerne vil have væk. Kan du hjælpe?”

Mange bruger en bestemt betegnelse om mange forskellige ting. F.eks. er der nogle der siger de går på Internettet, når de blot læser deres mail, andre siger det samme når du ser på websider med deres browser.

For at anskueliggøre problemet svarer det lidt til at jeg beder dig gå hen til gaden og se hvilket nummer han bor i. Der er ingen beskrivelse af hvor det er eller hvem det er.

Hvad mente personen med “min mail”? Besked-funktionen på Facebook eller den mail vedkommende læser med Outlook. Eller måske med en web-browser på f.eks. Hotmail eller Gmail? Et filter kan også være mange ting.

Når du skal have hjælp og personen, som skal hjælpe dig, ikke kan se din skærm, så beskriv hvordan det er du ser det og hvor er det  du ser det? Og hvornår det sker (f.eks. når jeg klikker på XXXX så sker der….). Er det når du ser den enkelte besked eller er det når du ser listen over beskeder eller andet?”

De fleste ikke-it-kyndige vil ikke have at såkaldte nørder taler ned til dem, når de skal forklare noget, men på samme måde skal de samme “it nørder” altså også have skåret ud i pap hvad det er du mener. Selv om supportere er gode til at gætte, så kan vi ikke altid se din skærm og se hvad du mener.

*) Enheden finder sin position ved hjælp af GPS (satellit-navigation) og sender informationen om positionen til en modtager-enhed via GSM (mobiltelefon-teknologi).