Et ordsprog siger at man skal vælge sine kampe med omhu; man skal ikke kæmpe for det, hvis det ikke er virkelig værd at kæmpe for. Det er beskrevet rigtig mange steder. Det gælder på arbejdspladsen, som i parforholdet.

Med hensyn til sidstnævnte, så har jeg spekuleret over ordets virkning. I alle parforhold er der en eller anden form for konflikt, det kan være lige fra den lille bagatel til det helt store emne.

At vælge sine kampe er, for størsteparten, at vælge nogle kampe fra. At vælge sine kampe i parforholdet er at kæmpe for det du virkelig brænder for, som er vigtigt for dig, og lade det andet være. Altså, hvis der er noget du mener er vigtigt, så hold fast i det, men hvis det er en diskussion om en mindre ting, der ikke er værd at kæmpe for, så lad din partner få sin vilje.

Som det omtales i både medier og når man taler med andre mennesker, så gider manden ikke tage kampene og lader ofte kvinden få sin vilje, for at få fred. Men hvorfor er det lige at manden som regel er den der skal give op for det som er mindre værd at kæmpe for, fordi kvinden, i mange situationer vil have sin vilje? Hvorfor er det lige at manden ikke skal kæmpe for de mindre ting han synes der også er vigtige og skal lade kvinden få sin vilje om mange ting, for at få fred?

Parforholdet er et kompromis. I mange parforhold er den ene part mere dominerende end den anden. Og så er der ikke noget kompromis, hvis manden altid skal lade stå til og lade kvinden få sin vilje for at få fred.

Jeg er kompromisets mand, og jeg synes man skal tale om tingene og få nogen lunde ligeligt ret hver. Jeg tager kampen uanset om det er en stor- eller en lille ting, hvis det er noget jeg synes er vigtigt for mig, på arbejdspladsen som i parforholdet. For jeg gider ikke lade kvinden få ret bare for at få fred. For så er de kvinden der bestemmer, og det gider jeg ikke finde mig i. Et parforhold er et parforhold, ikke en mor/søn relation.