Skrankepaver er den type, der, efter en anmeldelse, lukker sagen med: “Jeg kunne ikke selv se problemet, altså er der ikke noget problem”. Og ofte er de slet ikke til at argumentere med.
Eksempel:
Efter grundigt at have dokumenteret hvorfor XYZ er et problem, er det så nemt for skrankepaver bare at afvise med et pennestrøg.
Gør din mand heller ikke som du siger? Er det irriterende at han ikke støvsuger ordenligt? Hører han ikke efter? Der er flere grunde til dette.
En af dem er at han faktisk også har en mening om hvordan ting skal gøres. For mit vedkommende tager jeg gerne støvsugeren, men jeg støvsuger på min måde. Jeg tager også gerne opvasken og jeg lægger tøjet sammen på min måde. Kvinder bliver nødt til at give slip af moderrollen og det at ville bestemme hvordan tingene skal gøres. Om der først bliver støvsuget i det ene hjørne frem for det andet, eller den ene side før den anden, er fuldstændig ligegyldigt. Det eneste kvinderne får ud af deres trang til at bestemme, er at manden slet ikke gider gøre de ting, hun gerne vil have ham til. Og så er det også manden der får skylden for det.
Men der er også andre årsager til at manden ikke “hører efter” hvad der bliver sagt. Silkes Univers henviser til et videnskabeligt bud på hvorfor mænd ikke hører efter.
I en anden artikel henvises til forskelle i kønnet allere inden fødslen.
Faktum er det dog at manden skal have liv til at gøre tingene som han synes, uden at kvinden skal bestemme over ham. Så får hun en mere tilfreds mand der ofte gerne vil gøre de ting hun ønsker. Af egen fri vilje og på sin måde.
Når man får at vide at man er dårlig til at tage imod hjælp, så ved man at hun har det rigtig skidt med at man trods alt holdt fast ved sin egen mening.
Et ordsprog siger at man skal vælge sine kampe med omhu; man skal ikke kæmpe for det, hvis det ikke er virkelig værd at kæmpe for. Det er beskrevet rigtig mange steder. Det gælder på arbejdspladsen, som i parforholdet.
Med hensyn til sidstnævnte, så har jeg spekuleret over ordets virkning. I alle parforhold er der en eller anden form for konflikt, det kan være lige fra den lille bagatel til det helt store emne.
At vælge sine kampe er, for størsteparten, at vælge nogle kampe fra. At vælge sine kampe i parforholdet er at kæmpe for det du virkelig brænder for, som er vigtigt for dig, og lade det andet være. Altså, hvis der er noget du mener er vigtigt, så hold fast i det, men hvis det er en diskussion om en mindre ting, der ikke er værd at kæmpe for, så lad din partner få sin vilje.
Som det omtales i både medier og når man taler med andre mennesker, så gider manden ikke tage kampene og lader ofte kvinden få sin vilje, for at få fred. Men hvorfor er det lige at manden som regel er den der skal give op for det som er mindre værd at kæmpe for, fordi kvinden, i mange situationer vil have sin vilje? Hvorfor er det lige at manden ikke skal kæmpe for de mindre ting han synes der også er vigtige og skal lade kvinden få sin vilje om mange ting, for at få fred?
Parforholdet er et kompromis. I mange parforhold er den ene part mere dominerende end den anden. Og så er der ikke noget kompromis, hvis manden altid skal lade stå til og lade kvinden få sin vilje for at få fred.
Jeg er kompromisets mand, og jeg synes man skal tale om tingene og få nogen lunde ligeligt ret hver. Jeg tager kampen uanset om det er en stor- eller en lille ting, hvis det er noget jeg synes er vigtigt for mig, på arbejdspladsen som i parforholdet. For jeg gider ikke lade kvinden få ret bare for at få fred. For så er de kvinden der bestemmer, og det gider jeg ikke finde mig i. Et parforhold er et parforhold, ikke en mor/søn relation.
I paragraf § 77 i Danmarks Riges Grundlov nr. 169 af 5. juni 1953 [1] fremgår det at “Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres”.
Når medlemmer af (uden nogen som helst sammenligning) Dansk Folkeparti, Danmarks Nationalsocialistiske Bevægelse, religiøse ekstremister eller visse andre med en retorik som vi andre ikke bryder os om, udtaler sig, har de, i følge den danske grundlov, den samme ret til at gøre dette frit og med det samme ansvar.
Det er altså ikke op til den almindelige befolkning at afgøre hvad der er tilladeligt at udtale sig om. Alligevel er folkedomstolen blevet mere og mere herskende. Og det er åbenbart blevet helt legitimt, at dem, der, i det danske samfund, selv gør retorikken mere og mere skarp, forsøger at lukke munden på personer, hvis udtalelser de ikke bryder sig om.
Senest er Marlene Wind blevet kritiseret for, som professor ved Københavns Universitet, at have udtrykt kritik af regeringen, Kristendemokraterne og Dansk Folkepartis aftale om indførelse af permanent grænsekontrol og har, af denne grund, valgt at holde en mediepause [2], men selv om dette jo ikke er censur, så er det tankevækkende at Marlene Wind føler sig nødsaget til at trække sig fra offentligheden, i hvert fald for en tid.
Og det passer åbenbart Pia Kjærsgaard godt [3] at hun nu har en kritiker mindre, i hvert fald i den offentlige debat. Inden min research til denne artikel, sad jeg med en tanke på forholdene i det tidligere Sovjetunionen, og det er ret pudsigt at læse om den selv samme opfattelse hos Marlene Wind [3]. Min tanke kan naturligvis være en ubevidst errindring om noget jeg tidligere har hørt eller læst i medierne, men jeg synes det er et pudsigt sammentræf.
Selv har jeg, fra tid til anden hørt folk udtale sig om hvad jeg burde mene eller ikke mene eller ikke burde gøre, om “hvad andre dog vil tænke”, som egentlig blot afspejler deres egne holdninger eller fordomme. Men er det nu op til andre at bestemme hvad jeg må tænke, tro og udtrykke? Ikke i følge grundloven! Nogle mennesker vil så gerne bestemme at man skal rette sig efter dem og hvad de mener.
Men det falder ikke i tråd med ytringsfrihed. Somme tider går ytringsfriheden kun den ene vej.
[1] http://www.grundloven.dk/
[2] http://politiken.dk/politik/ECE1309983/marlene-wind-tager-en-mediepause/
[3] http://nyhederne.tv2.dk/article.php/id-40855904:pia-k-håber-pausen-bliver-lang.html?ss
Henrik Rasmussen 