I går talte en anden elev om, at hun, i en anden klasse, havde oplevet, at konen i et ægtepar, der gik til spansk sammen, altid henvendte sig til sin mand, når hun blev spurgt om noget: “Hvad er det nu, der er svaret?”
Jeg har altid foretrukket selv at finde frem til det korrekte svar i klassen. Nogle gange kræver det en smule betænkningstid, for nogle gange er ordene ikke lige paratviden. Men så er det, at en anden elev, der sidder ved siden af, liiige skal være suffløse og hviske det rigtige svar. Det er ikke nogen hjælp, når man forsøger selv. Måske er hun utålmodig for at komme videre?
En anden type suffløse er dén, der altid lige skal brilliere med svaret, for at vise, at hyn (han/hun) godt kan.
Hvis man er gået i stå, giver fortabt, og gør opmærksom på at man ikke kan komme på det, så er det i orden at suffløsen træder ind, men ellers foretrækker jeg, at man lader sin elevkollega finde svaret selv.
Jeg antyder ikke, at det kun er kvinder, der har dén tendens. Referencen til hunkøn skyldes, at jeg altid kun har oplevet det med kvinder.
Henrik Rasmussen 