EDB-tidens krævementalitet

“Og har du penge, så kan du få, men har du ingen, så må du gå,” står der i den kendte børnesang, “Der bor en bager” – bageren i Nørregade.

Men sådan er det ikke i dag. Tiden er til at alle systemer skal være oppe at køre 24 timer i døgnet, 7 dage om ugen, 52 uger om året (og ikke 365 uger om året, som det ofte benævnes med “24 x 7 x 365”).

Der skal være ubegrænsede mængder af plads, systemerne må ikke gå ned på noget tidspunkt (kva 24 x 7 x 52) og ædringer skal laves online, altså uden nedetid, hurtigt efter at vi har bedt om det.

Har jeg brug for hjælp, skal jeg kunne ringe og få hurtig hjælp fra en person der forstår mit problem og har den rette hjælp lige ved hånden.

Og det kan alt sammen godt lade sig gøre, hvis man blot har ressourcerne- og personale nok til hele tiden at kunne planlægge det ordenligt, folk der er dedikerede til at varetage netop denne bestemte opgave, f.eks. at sørge for at backup kører som det skal, data bliver gemt lang tid nok til at man altid kan komme tilbage til det nøjagtige tidspunkt hvor en hændelse indtraf, f.eks. at en bruger fik slettet en fil (som bruger i øvrigt ikke havde gent endnu) eller som ved en anden hændelse blev slettet, og så hurtigt at jeg kan få filen tilbage straks efter jeg har bedt om det, eller at en fejl indtraf, mens andre skal have tid til, konstant, at sikre et design, så eventuelle nedbrud ikke får mærkbar, negativ indflydelse for brugerne.

Vi vil bare have at systemerne er oppe, at vi har adgang til det vi skal bruge, lige når vi skal bruge det, systemet skal være hurtigt og svare straks, for jeg gider ikke vente mere end 2 sekunder før jeg får et tilfredsstillende svar, f.eks. på at handlingen er udført, eller hvad det nu var jeg var i gang med.

Men jeg vil ikke give noget for det. Det skal være gratis. Eller i hvert fald ikke koste mig mere end et mindre beløb pr. måned, men så skal service altså også være i top.

Er der en fejl, behøver jeg ikke fortælle hvad det er der er problemet, blot at “Den siger noget med, at det kan den ikke” og slet ikke fortælle hvad jeg gjorde og i hvilken situation fejlen opstod. Men den opstod jo heller ikke, for systemet skal køre, fejlfrit, 24 x 7 x 52.

Jeg er selv en af dem der synes at “det bare er SÅ belastende” at skulle vente lidt tid på at få svar, at gøre de samme ting om og om igen, fordi systemet er upraktisk opbygget, at det ikke “bare virker”. Bageren i Nørregade er lukket, og jeg vil have alt for intet. Det er mit krav, og hvis det ikke kan opfyldes, er det IT-afdelingens skyld, for det er deres ansvar.

EDB-tidens krævementalitet

“Og har du penge, så kan du få, men har du ingen, så må du gå,” står der i den kendte børnesang, “Der bor en bager” – bageren i Nørregade.

Men sådan er det ikke i dag. Tiden er til at alle systemer skal være oppe at køre 24 timer i døgnet, 7 dage om ugen, 52 uger om året (og ikke 365 uger om året, som det ofte benævnes med “24 x 7 x 365”).

Der skal være ubegrænsede mængder af plads, systemerne må ikke gå ned på noget tidspunkt (kva 24 x 7 x 52) og ædringer skal laves online, altså uden nedetid, hurtigt efter at vi har bedt om det.

Har jeg brug for hjælp, skal jeg kunne ringe og få hurtig hjælp fra en person der forstår mit problem og har den rette hjælp lige ved hånden.

Og det kan alt sammen godt lade sig gøre, hvis man blot har ressourcerne- og personale nok til hele tiden at kunne planlægge det ordenligt, folk der er dedikerede til at varetage netop denne bestemte opgave, f.eks. at sørge for at backup kører som det skal, data bliver gemt lang tid nok til at man altid kan komme tilbage til det nøjagtige tidspunkt hvor en hændelse indtraf, f.eks. at en bruger fik slettet en fil (som bruger i øvrigt ikke havde gent endnu) eller som ved en anden hændelse blev slettet, og så hurtigt at jeg kan få filen tilbage straks efter jeg har bedt om det, eller at en fejl indtraf, mens andre skal have tid til, konstant, at sikre et design, så eventuelle nedbrud ikke får mærkbar, negativ indflydelse for brugerne.

Vi vil bare have at systemerne er oppe, at vi har adgang til det vi skal bruge, lige når vi skal bruge det, systemet skal være hurtigt og svare straks, for jeg gider ikke vente mere end 2 sekunder før jeg får et tilfredsstillende svar, f.eks. på at handlingen er udført, eller hvad det nu var jeg var i gang med.

Men jeg vil ikke give noget for det. Det skal være gratis. Eller i hvert fald ikke koste mig mere end et mindre beløb pr. måned, men så skal service altså også være i top.

Er der en fejl, behøver jeg ikke fortælle hvad det er der er problemet, blot at “Den siger noget med, at det kan den ikke” og slet ikke fortælle hvad jeg gjorde og i hvilken situation fejlen opstod. Men den opstod jo heller ikke, for systemet skal køre, fejlfrit, 24 x 7 x 52.

Jeg er selv en af dem der synes at “det bare er SÅ belastende” at skulle vente lidt tid på at få svar, at gøre de samme ting om og om igen, fordi systemet er upraktisk opbygget, at det ikke “bare virker”. Bageren i Nørregade er lukket, og jeg vil have alt for intet. Det er mit krav, og hvis det ikke kan opfyldes, er det IT-afdelingens skyld, for det er deres ansvar.

Velkommen i klubben

Du skal ikke tro, du er den eneste, der har udfordringer. Hvor tit bliver man ikke mødt med en venlig påmindelse om at “Sådan er vi da mange der har det, lad være med at klynk”.

Men hvis der nu er så mnge, der har det samme problem, f.eks. på en arbejdsplads hvor man gang på gang tumler med den samme uhensigtsmæssige arbejdsgang eller procedure, som tager ufattelig meget af alles tid, hvorfor er der så ingen der gør noget ved det?

Hvorfor accepterer vi bare uhensigtsmæssighederne, og møder mennesker, der forsøger at bryde med det uhensigtsmæssige, med sætningen “Velkommen i klubben”?

Det kan da vel ikke tage særlig lang tid

Hvad giver nogle mennesker den opfattelse at de kan vurdere hvor meget tid andre skal bruge på en opgave, når de ikke engang selv ved hvad sagen handler om eller dens omfang.

Man hører somme tider vendingen “Det er vel bare lige at” eller “Det kan vel ikke tage så lang tid”. “Du behøver ikke skynde dig, jeg skal bare bruge det om en times tid” eller noget i den stil.

Som om man bare sidder og venter på at de kommer med en opgave og at selve opgaven er som at trykke på en knap og vupti, så kommer resultatet af sig selv.

Hvad bilder de sig ind, at nedgøre andres arbejde. Som om det, man laver, ikke har den store betydning og er en pære nem sag bare lige at gå til.

Hvis det var så nemt, hvorfor laver de så ikke bare opgaven selv? “Nåh ja’men, du har jo computeren til at lave arbejdet for dig, så det er da bare lige”. Men computeren kan jo ikke bare komme med et resultat uden den har fået at vide hvad den skal regne ud fra og hvordan, og programmet skal jo laves først, hvilket godt kan tage sin tid at sikre at man får det rigtige resultat.

“Kan du ikke bare lige… dit arbejde er alligevel ikke særligt svært i det daglige, og det kan alle jo finde ud af, så hvor lang tid kan det lige tage”. Jeg synes det er respektløst.

Kaffen på arbejdspladsen er et hot emne

Kaffen på arbejdspladsen giver anledning til mange frustrationer. Kaffe er en god ting og jeg vil ikke undvære den. Men der er nogle ting der undrer mig:

  • Hvorfor er der nogle mennesker, der altid slukker for kaffemaskinen, når de har taget en kop, selv om den står med en næsten fyldt kande, der kunne have glædet andre hvis kaffemaskinen havde været tændt og dermed holdt kaffen varm? Hvorfor slukker de den?
  • Hvorfor er der nogle mennesker, der altid efterlader termokanden åben, med en næsten fyldt kande, efter at de har åbnet den og taget en kop? Kaffen kunne have glædet andre, såfremt kanden var blevet lukket og kunne have holdt kaffen varm.

“At græde, gør ikke indtryk på mig! Fælden er klappet og jeg er kold”

Jeg kan godt lide at se tv-serier om politiets-, rednings- og SKATs arbejde. Og jeg synes det er godt at svindlere afsløres og stilles til ansvar.

Mange forsøger, med mere eller mindre elegance, at undgå bøde, konfiskation m.v. ved at foregive uvidenhed, men det er som om nogle politifolk eller toldere har den dagsorden at man altid, og uden undtagelse, bevidst har forsøgt at snyde.

Men det er jo altså ikke alle mennesker der er svindlere. Det kunne jo tænkes at nogle mennesker faktisk var i god tro.

Senest her til aften, hvor TV2 sendte en udsendelse om bl.a. SKATs konfiskation af en bil. Den kvindlige ejer bliver naturligt ked af det, da det går op for hende at hendes bil bliver konfiskeret. Umiddelbart efter fortæller tolderen, der har konfiskeret bilen, i udsendelsen, at “Det gør ikke indtryk på mig at man begynder at græde. Fælden er klappet!”.

Det er altså tydeligt at pågældende tolder kun har én mening: Kvinden gjorde det bevidst og førsøgte at fingere at græde for at få medlidenhed.

Ingen tvivl om at ret skal være ret, men at komme med sådan en udtalelse, synes jeg er koldt og forudindtaget.

Brug komma, for at undgå misforståelser

Nogle gange er det nødvendigt at sætte sine kommaer, for at undgå at sætningen lyder som noget andet end det der var meningen. Det seneste eksempel, jeg har set, er da jeg, i dag, oprettede en ny konto (profil) på webstedet terracycle.dk. Netop som jeg havde oprettet min konto, fik jeg følgende velkomsthilsen:

Tillykke med din konto og for at du har taget dit første skridt imod at skrotte idéen om skrald med TerraCycle.

For at komme i gang, færdiggør din profil ved at udfylde dine personlige oplysninger, og deltag derefter i en eller flere af vores brigade-programmer. Du vil hurtigt kunne tjene point, som du kan indløse til gaver med vores velgørenheds-partnere, eller til kontante donationer til velgørende organisationer, du har valgt.

Meningen er naturligvis den, at det er en idé om at skrotte skrald, sammen med TerraCycle, men læser jeg den første sætning:

Tillykke med din konto og for at du har taget dit første skridt imod at skrotte idéen om skrald med TerraCycle.

får jeg indtrykket af at det er selve idéen (om at skrotte skrald med TerraCycle) som jeg er ved at skrotte. ikke at det er en idé, til at skrotte kapsler.

Opgivet på forhånd

Beskriver du et problem overordnet, fordi mange er berørt af det, kan det være svært for dem der kan løse det, at forstå problemet, uden konkrete eksempler.

Anskuer du problemet med konkrete eksempler fra dig selv, er opfattelsen ofte den lidt opgivende og nedladende: “Nåh hvor er det dog synd for dig. Sådan er der mange der har det”.