De fleste mennesker er ikke vandt til at beskrive ting overfor andre. Folk antager at man kan se hvad den, i den anden ende af telefonen, hentyder til.
For nogle år siden var jeg til team building hvor vi var delt op i to hold. Det ene hold (hold A) skulle gå “ude i marken” med en GPS (ikke en med skærm, men en der kunne sende holdets position*) til det andet hold (hold B)). Hold B havde en skærm så de kunne se hold As position, men ikke ikke hvad der var omkring dem. Hold A skulle så beskrive hvad de så, til hold B, og hold B skulle fortælle hvor hold A skulle gå hen. Det er hamrende svært for begge parter. For hvad er det hold B mener med “Gå til højre og drej ned ad første vej” for hold B kan ikke se hvilken retning hold A vender og mener hold B nu den første vej eller den sti der kommer først?
Når folk skal beskrive IT, så går det lige så galt. I dag fik jeg en besked på Facebook:
“I min mail står der et filter jeg gerne vil have væk. Kan du hjælpe?”
Mange bruger en bestemt betegnelse om mange forskellige ting. F.eks. er der nogle der siger de går på Internettet, når de blot læser deres mail, andre siger det samme når du ser på websider med deres browser.
For at anskueliggøre problemet svarer det lidt til at jeg beder dig gå hen til gaden og se hvilket nummer han bor i. Der er ingen beskrivelse af hvor det er eller hvem det er.
Hvad mente personen med “min mail”? Besked-funktionen på Facebook eller den mail vedkommende læser med Outlook. Eller måske med en web-browser på f.eks. Hotmail eller Gmail? Et filter kan også være mange ting.
Når du skal have hjælp og personen, som skal hjælpe dig, ikke kan se din skærm, så beskriv hvordan det er du ser det og hvor er det du ser det? Og hvornår det sker (f.eks. når jeg klikker på XXXX så sker der….). Er det når du ser den enkelte besked eller er det når du ser listen over beskeder eller andet?”
De fleste ikke-it-kyndige vil ikke have at såkaldte nørder taler ned til dem, når de skal forklare noget, men på samme måde skal de samme “it nørder” altså også have skåret ud i pap hvad det er du mener. Selv om supportere er gode til at gætte, så kan vi ikke altid se din skærm og se hvad du mener.
*) Enheden finder sin position ved hjælp af GPS (satellit-navigation) og sender informationen om positionen til en modtager-enhed via GSM (mobiltelefon-teknologi).
Hej Henrik det er længe siden, hyggeligt at du er tilbage.
Glimrende indlæg forøvrigt. Det gælder jo faktisk også når manskriver her, at det man selv synes er let at forstå, ikke nødvendigvis bliver forstået på samme måde af andre der læser det.
Cheers B:o)
Hej Bo
Ja, jeg har forsømt det lidt. Jeg har desværre været nødt til at prioritere det lidt fra på grund af mangel på tid 🙂
Du har helt ret, kommunikation er en meget svær ting og man kan gøre nok så meget for at blive forstået og så alligevel ikke blive forstået. Men en gang imellem synes folk nu ikke at have gjort den store indsats for at gøre sig forståelige.
Næh eller også vil de misforstå 😀
Cheers B:o)
Jeg har også skrevet et indlæg om ord på nettet, sjovt nok ikke? Men dit ligner ikke mit så meget, og dog så foregår det på nettet http://bloglivet.nationenblog.dk/2008/12/01/tuna-de-st%c3%86rke-skrevne-ord/
Jeg nævner den visuelle del….nej læs det, så måske du forstår, hvor jeg vil hen, selvom der er et par rodehoveder på mit indlæg, bare spring dem over, og grin af dem..
Ja det er ikke nemt at forklare sig på skrift uden muligvis at støde på en misforståelse 😉
Smuk hat B:o) 😉
Hvorfor skal min komm afvente bedømmelse?
Er jeg til en eksamen, så vil jeg også have en karakter, uanset om den godkendes eller ej 😀
Er det for meget forlangt? *ss*
Hej Tuna.
Erfaringen viser at hvis alle kan kommentere, uden at kommentarerne først skal bedømmes, er der flere der misbruger bloggen til at diskutere med hinanden frem for at svare på indlægget, kommer med latterlige kommentarer om dette og hint som ikke har med sagen at gøre og lignende. Og det ønsker jeg ikke.
Jamen Tuna jeg håber da ikke at nogen er til bedømmelse, jeg regner med at jeg har åbnet for alle koms. Jeg vil checke det straks 😉
Cheers B:o)
Det er faktisk et evigt aktuelt emne, som kan tages op gang på gang – sproget, og hvordan vi bruger det.
Der er vel ikke tvivl om at størrelsen på ordforrådet, og forståelse af brugen af det, er første betingelse, og at modtageren besidder evnen til at forstå, den anden.
Jeg er så tilpas gammeldags, at jeg mener, at man skal dyrke sin sproglige kunnen, og udvikle den – uden at overdrive den. Man kan drukne simple forklaringer i en overflodt af ord og især fremmedord.
Jeg er så tilpas gammeldags, at jeg krummer tæer, når jeg møder sproglig afstumpethed – og jeg tillader mig fortsat at krumme tæer uset, inde bag skolæderet, når jeg møder manglende vilje til at udvikle evnen til at kommunikere med andre.
Det er ikke på grund af “forfinethed” eller højrøvethed. For nogle år siden var jeg første mand på et ulykkessted, hvor en cyklist lå på vejen med åbent benbrud og svære kranielæsioner. Den næste på stedet, meget kort efter min ankomst, ringede 112, men – fandt jeg ud af senere – var så dårlig til at forklare sig, at det tog ambulancen en halv time at finde os, selvom der reelt kun var 5 minutters kørsel,- altsammen på grund af manglende evne til tydeligt at forklare hvor vi var (nedenfor en motorvejsafkørsel, så det burde være let).
Cyklisten døde senere, og jeg véd ikke om han kunne have overlevet, hvis ambulancen var kommet hurtigere, men jeg synes eksemplet viser hvorfor, det er vigtigt at kunne sit sprog, og at kunne bruge det.