Tag-arkiv: forståelse

De samme ords forskellige betydning

Det kan være rigtig svært at kommunikere, hvis man ikke lægger det samme i ordene. Ikke nok med at de samme ord kan betyde flere forskellige ting, afhængig af hvor man lægger trykket, men selv når man siger det på samme måde, kan det have forskellige betydninger.

Hvis en person f.eks. har gjort noget frygteligt – en morder eller en anden forbryder – så kan det være at man udtrykker at man godt kan forstå hvorfor han- eller hun har gjort det. Nogle vil lægge, i den sætning, at man dermed sympatiserer med vedkommende, mens meningen måske blot var at man godt kan sætte sig ind i de (misforståede) konklusioner som personen har gjort sig. Et eksempel her på er massakren i Norge, hvor morderen konkluderede at det er de parlamentariske højreorienterede partier der tillader indvandringen, og hvis han dræber dem, så stopper indvandringen. Man kan godt forstå hans (misforståede) tankegang, altså hvad det er han har konkluderet. Nogle vil tolke at fordi man forstår det, så sympatiserer man også, og det er jo bestemt ikke det samme.

Danskerne er eksperter i at sige ting som de ikke mener, og det gælder også sætninger som kan få den helt modsatte betydning. “Dét var flot”, kan vi sige til en person der har været dygtig og gjort et godt stykke arbejde. Men hvis man laver en kæmpe brøler, kan man også få bemærkningen “Dét var flot”, og her kan tonefaldet være nøjagtig det samme, men have den stik modsatte betydning end det der bliver sagt.