Det er kendt for de fleste at www har noget at gøre med en webside. F.eks. er adressen til Danmarks Radio www.dr.dk.
Men hvad der måske ikke er så kendt, er at der ikke altid skal www. foran. De fleste webservere vil dog acceptere adresser både med- og uden www. foran, men nogle gange er det slet ikke muligt at benytte www. foran, og i andre er det ikke sikkert at du kan undlade det. Det er nemlig helt op til websidens ejer at beslutte det.
Årsagen er at www i adressen, som sådan, slet ikke har noget at gøre med web. Det er bare et navn. Egentlig er det bare navnet på den computer som indeholder websiderne. Den kunne lige så godt hedde hansen eller skovtrold. Eller en tilfældig kombination af bogstaver og tal.
Her er en lidt teknisk forklaring. En adresse er delt op i grupper. Set bagfra kan de bestå af:
- Top. Du kan sammenligne det med et land (f.eks. ”.dk” (danmark), ”.fi” (finland), eller ”.com”, ”.org”, ”.net” m.v.).
- Domæne. Du kan sammenligne det med et distrikt (f.eks organisation, firma), f.eks. dr.dk
- Underdomæne. Du kan sammenligne det med en by. Dette er blot endnu en inddeling. Hos Københavns Universitet er det opdelt som it.ku.dk, forskning.ku.dk, kalender.ku.dk, nyheder.ku.dk
- Er der behov for det, kan det opdeles yderligere.
2 og opefter kan alle pege på en computer. Skriver du f.eks. dr.dk kan adressen pege på en webserver, men det kan lige så godt være en mail-server eller en anden computer. Og det kan lige så godt være at f.eks. a7ntxP45.dr.dk er en webserver som det kan være en mail-server eller noget andet. Og det kan også godt være at www.dr.dk måske var en mail-server og ikke en webserver.
Ofte vil man dog vejlede brugeren så det er mere tydeligt hvad det er der ligger bag navnet. Så mail.dr.dk er nok en mailserver, mens www.dr.dk formentlig er en webserver. Men det behøver ikke være sådan.