Hvis man gik til psykolog tidligere, var det fordi man virkelig havde et seriøst problem. Man blev anset som et “tilfælde” hvis man havde er behov for psykologhjælp.

I dag er det mere almindeligt at få afhjulpet mere dagligdags psykiske problemer som at man går til lægen for at få afhjulpet en skramme på kroppen. Folk er blevet mere bevidste om at psyken kan have samme brug for lindring som fysikken.

Hos den ældre generation er holdningen ofte stadig den at, “åh ja, bare fordi der er lidt mug på brødet, så skrabes det da bare af inden brødet spises” og “mister man en finger er der vel 9 andre at bruge” så at sige. Har man brug på psykolog, så er man stadig ude i noget slemt.

Jeg hjalp engang en af mine rigtigt gode bekendte med at sætte et websted op til sin psykoterapeut praksis. Da min mor læste at jeg havde kontakt til en psykoterapeut, blev hun helt forfærdet.

Jeg har aldrig været hos en psykolog, eller tilsvarende, i lægelig henseende, men det skulle jeg måske have benyttet mig af. At blive mobbet som barn kommer man nok aldrig rigtig over af sig selv, og en skildsmisse kan også tære en del på psyken. Janteloven ville nok hævde at der er andre der har det meget hårdere, men hvorfor skal alle have det lige hårdt, blot fordi nogle har det værre end andre? Vi ønsker jo heller ikke at hele verden går sultne i seng, hver dag, fordi nogle mennesker gør det. Vil vi alle være hjemløse fordi der en nogle mennesker der ikke har et hjem?

Nej, vi kan hjælpe dem til bedre forhold, lægen kan hjælpe os med fysikken og psykologen kan hjælpe med at lindre det der foregår inde i hovedet.