Hvordan er det nu med “Nogle” og “Nogen”? “Er der nogle” eller “Er der nogen”? “Jeg tager nogen æbler” eller “Jeg tager nogle æbler”?
“Nogle”
bruges når du vil angive en del af den samlede mængde, et antal. F.eks. kan du sige “Der er nogle af æblerne, der er dårlige”. Det er altså kun en del af æblerne, men ikke den samlede mængde, og derfor skal du ikke bruge “nogen”, men “nogle”.
“Der var nogle, der protesterede” – det var altså ikke dem alle sammen, men kun en delmængde. “Hun har nogle venner her i byen” (et antal, en del af det samlede antal personer i byen), men jeg har ikke nogen (overhovedet).
“Nogen”
bruges, til gengæld, til at angive helheden. Du kan f.eks. sige “Der er ikke nogen æbler” – altså “ikke nogen (overhovedet)”, “Er der nogen, der vil med” – altså “er der nogen (overhovedet), der vil med”. Her bruges ikke “nogle”, da du, med “nogle”, antyder “en delmængde”, (er der kun nogle af dem, der vil med). Men i dette tilfælde spørger du den samlede mængde, og derfor er det “nogen (overhovedet)”.
“Nogen” benyttes også til at beskrive person(er), ting eller forhold, der ikke er nærmere kendt eller bestemt, f.eks. “Der kom nogen op ad trappen” (det er ikke nærmere beskrevet hvor mange, så “der kom nogen (overhovedet)”). Havde du brugt “nogle” – “der kom nogle op ad trappen”) – angiver du “nogle af den samlede mængde” og antyder her ved at der stadig var nogle (af den samlede mængde) der blev tilbage neden for trappen.
Du kan læse flere eksempler på ordbogen.com.