Med hensyn til sidstnævnte, så har jeg spekuleret over ordets virkning. I alle parforhold er der en eller anden form for konflikt, det kan være lige fra den lille bagatel til det helt store emne.

At vælge sine kampe er, for størsteparten, at vælge nogle kampe fra. At vælge sine kampe i parforholdet er at kæmpe for det du virkelig brænder for, som er vigtigt for dig, og lade det andet være. Altså, hvis der er noget du mener er vigtigt, så hold fast i det, men hvis det er en diskussion om en mindre ting, der ikke er værd at kæmpe for, så lad din partner få sin vilje.

Som det omtales i både medier og når man taler med andre mennesker, så gider manden ikke tage kampene og lader ofte kvinden få sin vilje, for at få fred. Men hvorfor er det lige at manden som regel er den der skal give op for det som er mindre værd at kæmpe for, fordi kvinden, i mange situationer vil have sin vilje? Hvorfor er det lige at manden ikke skal kæmpe for de mindre ting han synes der også er vigtige og skal lade kvinden få sin vilje om mange ting, for at få fred?

Parforholdet er et kompromis. I mange parforhold er den ene part mere dominerende end den anden. Og så er der ikke noget kompromis, hvis manden altid skal lade stå til og lade kvinden få sin vilje for at få fred.

Jeg er kompromisets mand, og jeg synes man skal tale om tingene og få nogen lunde ligeligt ret hver. Jeg tager kampen uanset om det er en stor- eller en lille ting, hvis det er noget jeg synes er vigtigt for mig, på arbejdspladsen som i parforholdet. For jeg gider ikke lade kvinden få ret bare for at få fred. For så er de kvinden der bestemmer, og det gider jeg ikke finde mig i. Et parforhold er et parforhold, ikke en mor/søn relation.

Eksempler:

• “Alle mandlige pædagoger er nok pædofile”
• “Det er da unormalt at en voksen er penneven med en 14 årig”.

Vi skal i den grad tage os i agt for pædofile, men vi skal også passe på vi ikke ser spøgelser og derfor fordømmer dem der f.eks. blot ville være en voksen støtte for barnet uden nogen bagtanker

I lørdags tog vi så det gamle telt ned. Selv om det tog lidt tid, var det ikke det store. Bagefter hjalp en beboer på campingpladsen (L) mig med at udvide gulvet. Jeg har ikke ret meget forstand på opsætning af fortelt, men modsat mig, har L meget stort erfaring, så meget at hun lige præcis ved hvilke telte der skal sætte op på hvilken måde og hvor stængerne skal bruges … ud fra hukommelsen. Så i grunden var det L der stod for hovedparten af arbejdet og styrede, mens jeg selv hjalp til hvor jeg fik ”besked på det”.

Men det blev en kraftigt blæsevejr, så vi måtte opgive at sætte teltet op. Næste formiddag, hvor det var noget mere vindstille, satte vi det så op. Vi var 4 til at hjælpe til L med at holde teltet, L’s mand P, min kæreste S, hendes veninde T og jeg. Ellers holdt S sig på sikker afstand; vi har det rigtig dejligt sammen, men vi kan bare ikke samarbejde, har vi erkendt

Hen ad formiddagen begyndte det så at blæse op igen. Men det havde vi forudset så vi skyndte os at få det op at stå inden. Vi var dog langt fra færdige så resten af dagen, indtil kl. 19 arbejdede L og jeg i kraftig blæst og regn på at få resten gjort så som at få skåret gulvet til efter det nye telt. At lægge nyt gulv er ikke så slemt som at skuælle tilpasse et eksisterende.

L og jeg var meget trætte og kolde da vi var færdige. Det havde kun været 6,5 grader uden for og med en samtidig kraftig blæst og regn var det noget af en kold fornøjelse. Et varmt bad gjorde underværker på varmen. Men ikke på trætheden. Vi fik lige noget at spise, sludrede lidt og gik så i seng omkring kl. 21:30.

Der mangler som sagt stadig nogle småting, som jeg skal have lavet i påskeferien, inden vi kan komme det ny-indkøbte gulvtæppe på, som S og T hentede mens L og jeg satte telt op og skar gulvet til. Men det bliver rigtig godt. Vi har fået mere plads i forteltet. Jeg glæder mig til at er færdige og kan begynde at nyde det nye telt.

Men for at jeg ikke skal være en flaskehals, hver gang der skal laves en ændring ud over selve informationen, og da bestyrelsesmedlemmerne jo jævnligt skiftes ud, er jeg nødt til at lave en vejledning så jeg undgår at skulle undervise nye hver gang bestyrelsens redaktører udskiftes.

Dette er jeg så småt gået igang med i dag. Men inden jeg for alvor kan komme igang med at skrive den, har jeg brug for at vi er helt på det rene med hvilken model vi vælger. Derfor er vejledningen noget af det sidste jeg giver mig i kast med, når vi er så langt at bestyrelsen selv er i stand til at lægge informationen ind.

Nogen skriver meget formelt, mens andre skriver i mere uformelt. Andre igen skriver fortællende om deres egen hverdag, hvad de tænker på, har oplevet, hvad de synes om ting, hændelser og andres adfærd og opførsel.

Danmark har vi frihed til at tænke, tro og tale. Og ud over at lovgivningen sætter visse grænser for hvad man kan tillade sig at skrive (jeg tænker på vores injurielovgivning), er der, i den anden ende, selve hensyntagen til andre mennesker. Selv om man, lovgivningsmæssigt, er i sin gode ret til at skrive det man skriver, er det forskelligt hvor andre menneskers grænse går. Der er dem som er mere eller mindre lige glade med hvad man skriver, mens andre er meget følsomme overfor blot at blive nævnt eller måske endda bare kan genkende sig selv i det man skriver.

Men hvor går grænsen, og hvornår skal man tage hensyn til at der er mennesker der ikke ønsker at man skriver det man skriver. Kan et andet menneske kræve at få fjernet noget, du har skrevet om i din blog, og hvor går grænsen?

• Hvis personen føler sine grænser overtrådt?
• Hvis du har skrevet anklagende om personen
• Hvis du har skrevet kritisk om personen
• eller hvad nu hvis du simpelthen blot har skrevet noget positivt, f.eks. ros, indirekte om en person, uden overhovedet at have nævnt denne person ved navn eller på anden måde identificeret personen, som blot kan genkende sig selv med baggrund i det du skriver, og som på ingen måde ville kunne genkendes af andre ud fra det du skriver.

Nogle har pænt bedt mig fjerne det jeg indirekte skriver om dem, andre har direkte, med trusler om retssag, dikteret mig at fjerne et kritik synspunkt om dem, og en enkelt har, ved flere lejligheder, truet mig med retssag hvis jeg ikke holdt op med at bruge ordet Ordkløver.

Jeg vil meget gerne høre din mening om hvad du synes? Kan man overhovedet kræve at få (evt. dele af) blogindlægget fjernet? Og hvornår er det IKKE okay?

Jeg har også skrevet en mail med de ting som de skal være opmærksomme på, og kommet med en række forslag til ændring af menu-strukturen og nogle generelle retningslinier for opbygning af en menu-struktur, som de kan vælge at følge eller lade være.

Vi har ikke holdt møde i dag. Det ville nu ellers have været det smarteste, så vi, med det samme, kunne have afklaret forslag til ændringer. På den måde kunne jeg, med det samme, have oprettet den menustruktur vi fik talt os til rette om. Den menustruktur jeg har oprettet nu er baseret på det forslag de selv kom med, og skal måske derfor laves om efter de forslag til ændringer jeg er kommet med.

Det kan ofte være konstruktiv kritik, altså en positiv meningsudveksling om noget der ikke er hensigtsmæssigt, eller blot om beskrivelse af noget, som egentlig slet ikke var negativt ment.

Man siger at det altid er modtageren der definerer kommunikationen. Men hvis man skriver til f.eks. 20 mennesker, vil der som regel altid være forskel på den måde det skrevne forstås på.

Ofte er der en der tager noget ud af en sammenhængen, drejer det rundt så meningen bliver en anden, og bitcher over at afsenderen var negativ og så går bølgerne. Jeg har lagt mærke til at det ofte er kvinder der er gode til at vende ting på hovedet.

Der skal så lidt til at få folk op ad stolen og bitche over noget som slet ikke var ment sådan. Og de skal nok finde et eller andet de kan bitche over.